Anmeldelse af sygdom til arbejdsgiveren

 

Sygedagpengelovens krav til medarbejderens anmeldelse af sygdom til arbejdsgiveren

Sygdomstilfælde skal hurtigst muligt anmeldes til arbejdsgiveren. Det betyder, at anmeldelse skal foretages telefonisk senest 2 timer efter, at pågældende skulle være mødt på arbejde.

Dette gælder dog ikke, hvis der i personalecirkulære, i ansættelsesbrev eller lignende er fastsat andet. Anmeldelsesfrister, der afviger fra de normale 2 timer, er fastsat på grund af særlige arbejdsforhold og kan fx være indenfor: rengøringssektoren, undervisningssektoren eller pleje- og omsorgssektoren.

Hvis den ansatte ikke har telefon, skal der ved ansættelsen indgås en skriftlig aftale om hvordan sygdommen skal anmeldes.

Medarbejderen behøver ikke at anmelde personligt, men bærer ansvaret for, at der sker anmeldelse rettidigt.

Det kan ikke kræves, at den sygemeldte anmelder sygdom dagligt.

Hvis medarbejderen anmelder sygefraværet for sent, bortfalder retten til sygedagpenge fra arbejdsgiveren til og med anmeldelsesdagen. Dvs. at lønmodtageren i sådan en situation først er berettiget til sygedagpenge fra 1. hele fraværsdag efter anmeldelsen. Det er en betingelse for arbejdsgiverens fritagelse, at han hurtigst muligt gør indsigelse mod, at der anmeldes for sent.

Retten til sygedagpenge bortfalder dog ikke, hvis medarbejderen kan give en fyldestgørende begrundelse for, at kravet ikke er opfyldt. Det er kommunen, der træffer afgørelse herom.

Hvis medarbejderen ikke melder sig syg, behøver arbejdsgiveren ikke at reagere. Der er ingen dispensationsmulighed i sådanne tilfælde.

Hvis medarbejderen efter et sygefravær alligevel ikke er i stand til at genoptage arbejdet på grund af sygdom, skal der anmeldes på ny, hvis medarbejderen utvetydigt har raskmeldt sig og klart oplyst, hvornår arbejdet genoptages.